Efter de seneste klassifikationer betragtes Danio frankei ikke længere som en selvstændig art, men blot som en variant af <a href="/fisk/danio_rerio.html">Danio rerio</a>. De to varianter ligner hinanden meget og der har længe hersket almindelig uenighed om D. frankei var en variant af D. rerio eller en hydrid mellem D. rerio og en anden Danio art. Ifølge Fishbase.org er konklusionen at der er tale om en variant af samme art. ###Adfærd Leoparddanioen er en typisk stimefisk der holder til i toppen af akvariet. Hvis du anskaffer dig denne fisk, skal du minimum have 5-6 stykker og helst en 10 stykker. Det er en fredelig fisk, men den har et meget højt aktivitetsniveau som godt kan stresse andre fisk, som f.eks. Scalarer og lignende. Jeg har dog ikke oplevet det som et stort problem hidtil, men de er altså meget livlige. En ting man skal være varsom med når det gælder leoparddanio, er at de hopper meget - jeg har oplevet at finde 2-3 indtørrede danioer på gulvet fordi der var en revne på 5 cm mellem akvariet og lampen ovenover, så sørg for tætsluttende dækglas og vær forsigtig når du flytter dem for de springer også gerne ud af nettet eller hånden, hvis de kan se deres snit til det. De spiser stort set alt foder og er bestemt ikke kræsne overfor hverken tørfoder eller frostfoder. Det er også en flot fisk, så jeg vil bestemt anbefale den til et selskabsakvarium, hvor man vil have noget liv i toppen af akvariet. ###Opdræt ####Baggrund Da jeg har et ønske om at prøve at lave yngel med en lang række æglæggende arter af tetra- og barbeslægterne, ville jeg starte med Zebrafisk, danio rerio, men af forskellige årsager endte det med at jeg købte 10 leopard danioer i stedet. Hvis du kigger i mit nyhedsarkiv vil du se at jeg har måttet forsøge adskillige gange før jeg fik held med at få yngel af disse fisk - jeg nåede såmænd at opfodre et helt kuld <a href="/fisk/gymnocorymbus_ternetzi.html">Sorte tetraer</a> først. I mit 5. forsøg fik jeg æg og det er erfaringerne fra det forsøg jeg har beskrevet her. ####Forberedelser Det siges at Danio rerio og Danio 'frankei' er nogle af de nemmeste æglæggende fisk at få til at lege og der skal såmænd heller ikke ret meget til. Jeg satte en legerist i bunden af et af mine <a href="/akvarier/akvarium_25l_1.html">25 liters yngleakvarier</a>, som jeg på forhånd havde vasket grundigt med rent vand, og fyldte det halvt op med vand fra opholdsakvariet og resten friskt fra hanen. Der kom også en tot Javamos i akvariet. Akvariet var kun opvarmet af det omgivende rum, og temperaturen lå på 24-25 grader, pH'en i vores vandværksvand er ca. 8 og hårdheden er ca. 800 microSiemens. ####Valg af avlsfisk og legen Dagen efter fangede jeg to hanner og to hunner fra opholdsakvariet og puttede i yngleakvariet. Jeg kiggede efter tykkelsen ved gattet da jeg skulle se forskel på hannerne og hunnerne - hannerne er helt slanke og hunnerne er som regel tydeligt rundede om bugen. Næste morgen legede de og der lå tydeligt æg spredt rundt om på bunden, koncentreret under Javamoset. Jeg syntes ikke der var nok æg så jeg fangede yderligere to hunner fra opholdsakvariet og skiftede dem ud med de to første hunner. Næste dag legede de igen - ikke fra morgenstunden som de plejer, men hen ad eftermiddagen - måske har der ikke været lys nok om morgenen. Lys er en vigtig parameter for trigningen af danioernes leg, da de normalt altid vil lege ved solens første stråler. Om aftenen fangede jeg alle fiskene op og tilsatte noget anti-skimmelmiddel, da jeg kunne se at der var en del af æggene der var begyndt at skimle. ####Æggene udvikles Næste morgen var der endnu flere der var skimlet, men til gengæld var der også en hel del der tydeligvis var udviklet. Der var også et par enkelte der var klækket, men de må have været fra den første leg og altså omkring 48-54 timer gamle og baseret på det, kunne jeg forudse at resten ville være klækket i løbet af yderligere 24 timer. Larverne fra de første æg, der klækkede efter bare 2 - 2½ døgn, lå bare på bunden, men efter 3 døgn kunne jeg se de første larver hænge på akvariets sider og efter 4 døgn var der et halvt hundrede larver eller flere der hang på siderne, og jeg kunne se larverne fra den anden leg ligge klar på bunden. De svømmede op og hang sig på siderne på 5. dagen efter den første leg. ####Når ynglen er fritsvømmende, startes fodringen Kort efter opstod mit første problem. Efterhånden som dagene gik, blev det tydeligt at der faktisk var rigtig mange unger, jeg vil anslå at der var mellem 200 og 300 unger der piskede rundt i akvariet som bittesmå streger. Nu skulle de jo have noget at spise og jeg havde ikke lavet nogle infusorier, så jeg prøvede at give dem TetraMin Baby, noget pulveriseret tørfoder, specielt til meget små unger. Desværre blev det hurtigt tydeligt at kun de største unger kunne gabe over maden, så jeg prøvede med både afskallet og [nyklækket artemia](klaekning_af_artemia_salina.html), hvilket havde samme problem. Til sidst tog jeg min største pipette og sugede vand op fra en af mine [blå filtersvampe](hjemmelavet_filter_af_blaa_filtermaatte) baseret på teorien om at der måtte være masser af små organismer i det vand som de mindste unger kunne spise. Teorien holdt stik, men der var allerede mange unger der var gået til, og dem der overlevede var ekstremt meget mindre end deres søskende. Jeg ved derfor nu at når man har med små æglæggende arter at gøre skal man kunne producere infusorier, så det er et af mine projekter for 2005 at lære at lave infusorier i store mængder på en kontrolleret facon. ####Opvæksten De unger der fra starten havde kunnet tage foderet, voksede ret hurtigt og efter ca. 2 måneder kunne jeg sælge de første unger, men de havde for alvor den rigtige størrelse efter knap 3 måneder. Jeg hælder fortsat til at man opnår den hurtigste tilvækst i de første 5-6 uger ved at fodre med nyklækkede artemia, men selvfølgelig først efter at ynglen er klar til det, så der skal startes med infusorier og evt. [mikroorm](kultur_af_mikroorm) inden man går over til artemia. Efter 5-6 uger er det vigtigt at variere foderet så man kan veksle mellem tørfoder, frostfoder og artemia i de sidste 5-6 uger indtil de er voksne. Man skulle også kunne fodre dem op på tørfoder fra start til slut, men jeg synes ikke de vokser ligeså hurtigt som på artemia. ###Enden på eksperimentet Jeg har nu solgt mine sidste leopard danioer. I alt fik jeg 60-70 fine fisk ud af forsøget, men de indbragte ikke meget mere end til foderet da jeg solgte dem. Jeg er tilfreds med resultatet for jeg lærte mange vigtige ting til mine videre opdrætsforsøg med andre arter og det var også ret sjovt at se alle de små leopard danioer fise rundt i opvækstakvariet. Det er virkelig en fisk med drøn på og selvom det kunne have været sjovt at beholde et par stykker, ved jeg at man skal passe på med at have for mange forskellige arter, så jeg har valgt at sælge både yngel og voksne. Det var sjovt mens det varede og salget af ynglen dækkede lige akkurat omkostningerne plus lidt ekstra - der blev også til 8 guldguppyer.