Da jeg i sin tid første gang holdt Sort tetra, var det primært af to årsager: Den var billig og i alle bøgerne stod der at den var nem at få til at lege. Det lykkedes dog aldrig for mig dengang, men da min svigerfar købte 10 stk. fik jeg den idé at prøve at få dem i leg i et af mine yngleakvarier.

Opdræt
Jeg fyldte vand i et af mine 25 liters helglas akvarier en søndag og i bunden lagde jeg en legerist (En 4 cm høj glasramme der passer indvendigt i akvariet overtrukket med et net). I midten af akvariet satte jeg nogle stængler Cabomba som jeg satte fast på en sten med en elastik. Den efterfølgende torsdag aften fangede jeg en han og en hun hos min svigerfar, forskellen på de to køn var nem at se - hannen var slank og lidt mindre og mørkere end hunnen, som var så fyldt med rogn at man kunne frygte at hun var ved at sprænges. Jeg satte parret i akvariet og morgenen efter ventede jeg spændt på en reaktion. Den kom fra hannen som ihærdigt forsøgte at overtale hunnen til lidt sjov og til sidst overgav hun sig. De svømmede ind i mellem Cabombaen og vendte bugen opad og ud sprøjtede æggene. Nogle af æggene sad fast i Cabombaen mens resten dalede ned gennem legeristen. Det virkede ikke som om fiskene var slemme ægrøvere - flere æg lå oven på luftstenen uden at blive ædt, ligesom æggene i Cabombaen heller ikke blev ædt, i hvert fald ikke allesammen. Jeg har aldrig tidligere set legen hos fritlegende før så det var en ny sjov oplevelse.

Den næste morgen, da jeg skulle kigge på akvariet hvor legen foregik, blev jeg først ret skuffet da en stor del af æggene var skimlet, men pludselig så jeg en lille glassplint der drønede op mod overfladen, og mens jeg stod og kiggede så jeg en del flere. De efterfølgende dage så jeg ikke ret mange unger, jeg kunne ikke tælle mere end 10 stykker, men da jeg efter knap en uge fjernede legeristen blev jeg ret overrasket over mængden af unger. Jeg kunne stadig ikke tælle dem, men jeg vil anslå at der var mellem 100 og 200 unger, hvilket efter sigende ikke er et stort kuld for Sort tetra.

Opfodring og opvækst
Ca. 6 dage efter æggene blev lagt fodrede jeg for første gang. Jeg fodrede med nyklækkede artemia, selvom jeg flere steder havde læst at de skulle have infusorier, men da jeg også havde set nogle stykker der kun havde brugt artemia, valgte jeg at prøve, da jeg alligevel skulle bruge artemia til et lille kuld scalarer. Det gik helt fint og ungerne får de fineste små orange maver når de har spist. Jeg supplerede desuden også med lidt mikroorm, til at holde dem nogenlunde mætte, mens jeg var på arbejde. Jeg fodrede knap så tit som det optimale foreskriver, men de fik mad 2-3 gange om dagen, om morgenen inden jeg kørte på arbejde, om aftenen når jeg kom hjem fra arbejde og endelig en ½ time før jeg slukkede lyset sidst på aftenen.

Jeg skiftede vand efter knap 14 dage, ca. 10% primært for at få suget bunden ren for skimlede æg og andre uønskede ting og sager, men det virkede ikke som om de små brød sig om det og jeg er sikker på at nogle af ungerne døde af det. Derefter ventede jeg lidt over en uge inden næste vandskift og derfra var det to-tre 10% til 20% vandskift om ugen. I starten varmede jeg vandet op så det var ca. samme temperatur, men efter de første fem vandskift gik jeg over til vand direkte fra den kolde hane.

Jeg solgte de fleste af ungerne, 165 stykker, efter 11-12 uger, hvor de havde nået en pæn størrelse på ca. 3cm, men der var omkring 10-12 tilbage der var knap så store som de andre. Under optimale forhold burde ungerne nok have nået salgsbar størrelse efter 9-10 uger, men som nævnt tidligere fodrede jeg kun 3 gange om dagen og man skal nok op på fem fodringer om dagen, evt. kombineret med daglige 10% til 15% vandskift for at opnå det. Personligt kan jeg sagtens leve med 2 ugers forsinkelse. Selvom det er en fisk der er meget nem at opdrætte, og som regel også giver pænt store kuld (300-500 unger burde ikke være et problem) giver den ikke store penge, hverken hos dyrehandlerne eller hos private, men om ikke andet kan man jo bytte sådan et kuld til noget foder eller andet udstyr hos de fleste dyrehandlere. Det kan dog være svært at finde en enkelt der vil aftage hele kuldet på en gang. Jeg selv valgte at opdrætte den for sjov og for træningens skyld, da jeg planlægger at forsøge med en del tetra og barbearter inden for den nærmeste fremtid.