Denne artikel er skrevet mange år før LED lyskilder blev almindelige og billige i anskaffelse. Skulle jeg gøre noget tilsvarende i dag (2018) ville jeg IKKE benytte denne metode. For en god ordens skyld har jeg dog rettet pæren til en LED-pære fremfor en sparepære. Det er hurtigt og enkelt at lave en hjemmelavet lampe til små akvarier, men pas på! Advarsel! Må kun benyttes over akvarier med dækglas!!! Du skal vide hvad du gør - det er altid en god idé når du arbejder med strøm og specielt når der er vand involveret. Denne lampe er kun beregnet til at benyttes med LED-pære på 7W og mindre og kun over akvarier med tætsluttende dækglas. Du skal bruge følgende materialer: * en kasse (jeg har brugt en lav klodskasse) * en fatning * en afbryder * en LED-pære * et par meter ledning * en stikprop. Hvis kassen du bruger ikke er reflekterende indvendig, kan du bruge noget hvid, blank maling. Fremgangsmåde Fremgangsmåden er enkel; Først bores et hul i kassen hvori trykafbryderen monteres - den skal være til at komme til for at kunne tænde og slukke. I den ene ende af ledningen monteres stikproppen. Derefter bores et hul i siden på kassen og den anden ende af ledningen trækkes igennem hullet (med stikproppen udenfor kassen). Ledningens ene pol forbindes til fatningen direkte og den anden trækkes igennem trykafbryderen vi monterede tidligere. Fatningen gøres fast til kassen med en vinkel, og der skrues en sparepære i. Stikproppen sættes i en kontakt og trykafbryderen skulle herefter gerne tænde og slukke lampen. Meget simpelt og relativt billigt, samlet pris ca. 50 kroner. Men husk nu at være forsigtig med strøm og vand når du håndterer lampen.